Go to the page content
diabeteshjerte topbillede

Dit diabeteshjerte

Når du lever med type 2-diabetes, har du større risiko for at udvikle hjertekarsygdom. Og selvom du slet ingen symptomer har nu, er det altid en god idé at komme eventuelle komplikationer i forkøbet. Bliv klogere på symptomerne nu – og pas godt på dit diabeteshjerte, så det kan passe godt på dig.

Symptomer du skal holde øje med

Hjertet udsættes for en hård belastning, når man lever med type 2-diabetes. Det hænger bl.a. sammen med, at man har en øget risiko for åreforkalkning og forhøjet blodtryk. Derfor vil hjertet ofte være på overarbejde for at pumpe blodet rundt, og det kan med tiden give skader på de store blodkar og på hjertet.

Derfor er det vigtigt, at du passer godt på dit hjerte og reagerer, hvis du mærker tegn på belastning af hjertet og/eller kredsløbet.

Symptomer på hjertesygdom

De typiske tegn på, at hjerte eller kredsløb er belastet – fx på grund af forsnævring af kranspulsårerne eller en mulig blodprop i hjertet, kan være:

  • Trykken/strammen for brystet eller ubehag i brystregionen
  • Åndenød evt. kombineret med trykken for brystet
  • Ekstrem udmattelse og træthed – eller generel mathedsfølelse
  • Svimmelhed
  • Koldsved
  • Hjertebanken
  • Smerter i begge arme eller mellem skulderbladene
  • Ondt i maven eller i kæben
  • Væskeophobning, fx i benene
  • Pludselig opstået åndenød, pludselig svimmelhed eller voldsom træthed, når du anstrenger dig, fx når du går på trapper.

Du kan opleve flere symptomer eller bare ét enkelt. Og fordi hjertets følesans bliver påvirket, når du lever med type 2-diabetes, vil du ikke nødvendigvis opleve brystsmerter.

Symptomer på kredsløbssygdom

Også blodkar i hjernen og dit øvrige kredsløb belastes ved type 2-diabetes, og derfor er det vigtigt, at du også kender til de typiske tegn på åreforkalkning:

  • Smerter i benene ved fysisk aktivitet – smerterne kan opstå pludseligt og forsvinde igen efter få minutter, når aktiviteten standses

Samt de typiske tegn på en blodprop i hjernen:

  • Pludselig nedsat kraft i en arm eller et ben
  • Usammenhængende tale, vrøvlen eller problemer med at finde ordene
  • Pludselig svaghed i den ene side af ansigtet – følelsen af asymmetri i ansigtet

Oplever du et eller flere af ovenstående symptomer i hjertet eller kredsløbet, så kontakt din læge eller behandler omgående.

Tal med lægen om dit diabeteshjerte

Type 2-diabetes er en sygdom, du skal leve længe med. Og derfor er det vigtigt, at du passer godt på dig selv og med regelmæssige mellemrum tager en snak med din læge eller behandler om, hvordan det går. Det er vigtigt, at du også taler med lægen om dit hjerte og fx får målt dit blodtryk.

Hvis du selv har brug for at indlede snakken med en læge om dit diabeteshjerte, så er her en række spørgsmål, der kan være gode at tage udgangspunkt i:

  • Er mit blodtryk normalt?
  • Er mit kolesteroltal normalt?
  • Jeg oplever følgende symptom(er) (se ovenfor) – bør mit hjerte/kredsløb tjekkes?
  • Er min vægt og livsstil en belastning for mit hjerte?
  • Er der noget, jeg kan gøre for at passe godt på mit hjerte?
  • Får jeg en behandling for min type 2-diabetes, der også passer til mig og mit hjerte? 

Fortæl også din læge, hvis der er tilfælde af hjertesygdom (fx forhøjet blodtryk eller blodpropper) i din nærmeste familie.

Læs mere om type 2-diabetes og hjertekarsygdom her.

Referencer
  1. Hjertet og diabetes, Diabetesforeningen 2020, 3. udgave, 1. oplag 2020

Relevante artikler