Flere end otte ud af ti personer med type 2-diabetes har enten ikke
fået, eller ved ikke om de har et behandlingsmål for deres
langtidsblodsukker. Det viser en undersøgelse fra Diabetesforeningen.
Og mange kender heller ikke deres eget blodtryk, LDL-kolesteroltal
(det ’lede’ kolesterol) og egen vægt.
Det er ellers vigtige tal, der har stor betydning for få din
diabetes under kontrol og holde dit blodsukker nede, og som ofte er
grundlaget for en god behandling. For hvis ikke du kender dine
behandlingsmål, så er det svært at nå dem. Derfor er det vigtigt, at
du taler med din behandler om tallene.
Se
undersøgelsen fra Diabetesforeningen her
Der er mange tal at holde styr på, når man har diabetes. Men der er
især fire tal, som du bør kende, fordi de har stor betydning for
kontrollen med type 2-diabetes og din behandling – nemlig tallene for
langtidsblodsukker, blodtryk, LDL-kolesterol og vægt. Dem skal du have
oplyst af din læge, og sammen skal I sætte mål for din behandling og
finde ud af, hvordan du bedst kan nå dem.
Det kan være svært at huske, hvad man skal spørge om, når man sidder
over for sin behandler. Derfor har vi lavet en folder, der blandt
andet indeholder gode råd, som kan hjælpe dig med at få svar på
vigtige spørgsmål hos lægen. I folderen er der også plads til egne
noter om dine behandlingsmål.
Hent
folderen her